Hvorfor få en diagnose
Hvor går grænsen mellem neurotypisk og neuroatypisk?
Når du her på bloggen hører mig bruge begrebet neuroatypisk, er det ikke fordi jeg ønsker at sætte mærkater i panden på folk. Vi er jo alle unikke og skæve på hver vores måde.
Ordet neuroatypisk henviser her alene til den gruppe af mennesker, der har en neuropsykiatrisk lidelse. Personligt synes jeg, at ordet alene er mere invaliderende end selve lidelsen, i hvert fald hvis vi ser på det fra et samfundsperspektiv. Det kræver en vilje til at forstå, hvad ordet dækker over, og det er ikke alle der har det. Derfor kan fordommene nogle gange blive en større udfordring end selve lidelsen. Derfor bruger jeg ordet neuroatypisk. Ordet er lånt fra amerikansk (tror jeg), hvor man bruger ordet neurotypical om de mennesker, der ikke har neurologiske lidelser.
Hvorfor har det været vigtigt for Jer at få diagnoser?
Det spørgsmål får jeg ind i mellem. Både fordi vi i løbet af relativt kort tid fik hele 4 diagnoser fordelt på 3 familiemedlemmer, men også fordi der har været enorm stor fokus på diagnoser i disse inklusionstider.
Lad mig starte med at sige, at det ikke er selve diagnosen, der er vigtigt. Det er derimod det, der følger med i kølvandet: Viden, værktøjer og – hvis man har brug for det: Hjælp!
I det følgende har jeg skitseret vores historie, så den forhåbentlig giver mening ift spørgsmålet “Hvorfor for en diagnose?”
“Mor, har vi noget natriumacetat?”
Lille Magnus på knap 4 år kunne lige akkurat kigge henover bordkanten, hvor jeg sad og arbejdede.
Jeg kiggede lettere uforstående på ham, og troede jeg havde hørt forkert. Han gentog spørgsmålet, og jeg måtte google natriumacetat.
“Nej, det har vi ikke, skat”
Insisterende søn: “Har vi så sådan noget til at svejse jernbaneskinner med?”
“Det tror jeg vi er løbet tør for! Det er heller ikke noget som drenge på din alder skal lege med. Hvad skal du bruge det til?”
Jeg fik vist aldrig rigtigt noget svar, men det var denne episode, der fik os til at begynde at lægge mærke til nogle ting i hans væremåde, som var…. anderledes.
Han var unormalt skarp til kategorisering, havde et usædvanligt skarpt blik og så havde han en meget bekymret side.
… Og så kom lillebror
I 2004 sluttede Niels sig til flokken. Jeg har aldrig i mit liv mødt et mere grænseløst menneske. Heldigvis på den der supercharmerende måde, der tryllebandt de fleste og underholdt resten.
I børnehaven begyndte udfordringerne. Når et grænseløst menneske pludselig møder grænser, vil der automatisk ske nogle gnidninger.
Den første test…
Da Magnus er omkring 7-8 år, spørger en god bekendt, som er børnepsykolog, om han må lave en WISC test på Magnus. Hans umiddelbare reaktion var: “Han er jo en marsmand!”
Et godt eksempel var, at Magnus skulle lægge et 3D puslespil på tid. Han løste det for det første på virkelig fin tid, men han løste det samtidig på hovedet, så motivet lå korrekt for psykologen som sad overfor ham.
Vi viste resultatet til skolen, men de ville ikke kendes ved testen, da det ikke var dem, der havde rekvireret den, og de mente ikke, at der var problemer med Magnus, for han var jo dygtig…
En hård periode
Den næste periode strækker sig over nogle år.
Magnus begynder at få det svært i skolen. Han er socialt udenfor. Det er ikke et problem, men han begynder at fornemme, at han er anderledes. Samtidig får han nogle angstanfald der gør, at han har en del fravær fra skolen.
Samtidig er Niels begyndt i skolen. Børnehaveklassen går okay, men udfordringerne vokser. Ca. halvvejs i 1. klasse bliver han “anbragt” i skolens pædagogiske tilbud Elastikken.
Efter 1½ år her, uden tilstrækkelig faglig undervisning, og uden at skolen vil gå ind i en udredning, mhp at finde en mere holdbar løsning, går vi til egen læge.
Den første diagnose: ADHD
Lægen sendte os direkte videre til Børnepsykiatrisk ambulatorium, hvor de, efter en lang række test og observationer, nåede frem til, at Niels havde ADHD.
De foreslog en mild medicinering, og på daværende tidspunkt havde vi været igennem overvejelserne for og imod medicinering, så vi takkede ja.
2 x Aspergers
Relativt hurtigt fik han det bedre, men nu kom der pludselig andre symptomer op til overfladen, så han blev taget ind til flere test, og deet viste sig, at han også havde Aspergers.
Vi kiggede på hinanden og sagde, at hvis han havde Aspergers, så havde storebror det også.
Børnepsyk inviterede Magnus ind til en række test, og de var heller ikke i tvivl. Han havde også Aspergers.
Og så lige en diagnose til mor også…
Under et besøg hos egen læge med Magnus, hvor lægen spørger ind til forløbet på børnepsyk, kigger han på mig henover sine briller, og spørger:
“Har du nogensinde fået din diagnose?”
Jeg havde siden 2005 fået antidepressiv medicin, så jeg svarede, at jeg jo havde fået at vide, at jeg havde depression.
“Du har ikke depression. Jeg tror du har ADD.”
Han sendte mig videre til en psykiater, og det tog ham ikke lang tid at kortlægge, at det man alle årene havde troet var depression, i virkeligheden var ADD.
Derfor var det vigtigt for os, at få en diagnose
For os var diagnosen først og fremmest en forklaring. Nu vidste vi, hvilke værktøjskasser vi skulle kigge i, for at kunne arbejde med de udfordringer, vi hver især havde.
Uden diagnoserne ville vi heller ikke kunne få hverken medicin eller hjælp.
Niels er kommet i et specialttilbud, hvor dygtige lærere i løbet af godt et år, fik ham hevet op på aldersvarende fagligt niveau. Samtidig har han fået medicin, som har givet ham den ro, han havde brug for, for at vi kunne begynde at træne copingteknikker.
Magnus går i almindelig klasse, men skolen har formet hans skolegang, så den passer til ham. Han kan fx ikke godt håndtere skemafri uger, hvor rammerne er brudt op. Her kommer han ud i erhvervspraktik. Det har givet ham langt mere, end en almindelig skolegang nogensinde vil kunne.
Problemerne er på ingen måder løst med en diagnose. Men det har betydet, at vi har kunnet arbejde langt mere målrettet og velbegrundet, end hvis vi skulle have “famlet i blinde”.
De symptomer, der ligger bag en diagnose, har mange mennesker i en vis udstrækning. Grænsen går dér, hvor flere symptomer opleves i en sådan grad, at de står i vejen for en normal livsførelse.
Sådan svarede vores læge på mit spørgsmål “Hvornår får man en diagnose?”
Jeg synes det gav så god mening, at det også er det svar jeg giver, når nogen i bedste mening siger “Sådan har jeg det da også, men derfor har jeg ikke… [indsæt selv diagnose]
Artikler om emnet
Adhd, Aspergers & ADD
Vigtigt inden du læser videre…
Artiklerne er skrevet ud fra vores hverdag. Det der gælder for os, gælder ikke nødvendigvis for andre. Det vi gør, virker for os. Det betyder ikke, at vi mener, at det er det rigtige for alle.
Har du mødt en person med ADHD, så har du mødt én person med ADHD. Neuroatypiske er lige så individuelt forskellige som neurotypiske.
Du er meget velkommen til at kommentere, stille spørgsmål eller fortælle om din oplevelse, men husk respekten og forståelsen af, at ikke to situationer er ens.
Ingen resultater fundet
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.