Kan man fixe ADHD med sund kost og livsstil?

Det tror jeg bestemt ikke.

Men når nu sund kost og motion får de fleste til at have det bedre, hvorfor skulle det så ikke også gælde for folk med ADHD?

Jeg bliver helt ærligt lidt træt, når artiklen med overskriften “I stedet for ADHD medicin, så kig i stedet på kosten” ukritisk deles på Facebook. Så let er det jo sjældent.

Mennesker er forskellige.

Nu er ADHD jo lige så forskelligt i sit udtryk, som de mennesker der er ramt af det. Nogle behøver ikke tage medicin, og kan have en nærmest almindelig hverdag med få justeringer i dagligdagen. Andre er ramt i en sådan grad, at de har brug for medicin til at opretholde en rimelig balance.

Sådan er det også med diabetes, stofskiftesygdomme, gigt og alle andre lidelser. Desværre har jeg i hele forløbet med udredningen af Niels oplevet, at alt for mange har ment, at vi bare skulle omlægge til glutenfri og økologisk kost, begynde at dyrke massiv mindfulness og yoga og så kunne vi undgå medicin.

Vi vil ikke undvære medicin

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi har gjort det helt rigtige da vi valgte medicinen. Vi var sådan set heller ikke i tvivl inden. Niels’ hoved kørte ganske enkelt så meget i overdrive, at han gik rundt med konstant hovedpine.

“Nu er der ro i mit hoved, mor” siger han. Det betyder ikke, at alt er fryd og gammen, og der skal i den grad stadig arbejdes hårdt for at hjælpe ham. Men er der nogen sinde nogen der har sagt, at det er nemt at have børn? Ikke til mig, i hvert fald.

Nu kan vi arbejde med kosten

Medicinen har skabt den ro og det overskud vi havde brug for. Før navigerede vi i kaos og brugte AL overskud på at hjælpe Niels. Nu har vi fået hovedet ovenvande, og nu skal vi i gang med arbejde med kosten.

Jeg håber naturligvis, at vi med tiden kan skære ned på medicinen. Det ville da være rart. Men det vigtigste er, at Niels har det godt.

Hvad gør vi så?

Vi lever i forvejen ret sundt. Masser af grøntsager, fuldkornsprodukter, sunde fedtstoffer og vi har ikke slik i huset. (Egentlig mest fordi moren så spiser det, Ahem…. )

Vi er ikke – og bliver aldrig – fanatiske. Vi kommer ikke til at gå glutenfri eller palæo. Vi har hverken viljen eller lysten til at leve i askese. Vi er livsnydere og nogle gange vejer legesygen og livsglæden tungere end fornuften, og så tager vi konsekvenserne.

Men vi har skåret ned på kulhydraterne – særligt de simple. Vi har skruet op for protein og Omega3 fedtsyrer – sundt fedt generelt. Og så har vi det udgangspunkt, at alt hvad der er godt for hjernen, er godt til at dæmpe symptomerne. Jo sundere hjernen fungerer som helhed, jo bedre kan vi regulere symptomerne. Det er dog kun en helt og aldeles uvidenskabelig teori, men herregud…. At Niels har ADHD betyder jo ikke, at resten af hans hjerne ikke kan være sund og velfungerende.

Hvordan oplever DU sammenhængen mellem ADHD og kost?

Har du – eller måske et af dine børn – AHDH, og eksperimenterer I selv med kostens betydning for symptomerne? Fortæl gerne herunder i kommentarfeltet. Vi er altid åbne for inspiration 🙂

Pin It on Pinterest

Share This