Nem og hurtig kage der ikke skal bages

Lækker kage i en fart? 

Det har jeg tit brug for. 

Ikke fordi jeg pludselig får akut kagetrang (særligt tit), men fordi der ofte kommer gæster forbi med kort varsel.

Jeg er ikke sådan en fondant-mor, der står og laver vanvittigt flotte kreationer. Det har jeg hverken tid eller tålmodighed til.
Det skal gerne gå hurtigt – men uden at gå på kompromis med nydelsen.

…Og der er denne kage altså en vinder.

Den er simpelt hen så fantastisk nem og hurtig, og den smager forrygende, næsten uanset hvad du kommer på toppen.
Den er også så taknemmelig, at der er rig mulighed for variation – alt efter hvad du har i gemmerne. Se alle forslagene nederst.

Det skal du bruge

(+ det du kan bruge, hvis du har det!)

  • 1 pakke Digestive kiks
  • 1 plade 70% chokolade
  • 40 g smør
  • 200 g friskost naturel
  • 1/4 piskefløde
  • 100 g flourmelis
  • 2 tsk vaniljesukker

Det er hvad du (som udgangspunkt) skal bruge til grundopskriften.
Toppingen kan du lave af stort set hvad du har, der smager lidt sødt og lækkert.

Sådan laver du bunden:

Blend Digestive i din foodprocesser.
Alternativt kom dem i to store fryseposer (2 poser inde i hinanden) og kombiner med lidt af dagens motion, når hopper på dem, tæver dem med en kagerulle, eller hvad du nu gør, for at lave dem til “mel”.

Du kan hakke chokoladen med en kniv for chunky bits eller du kan blende chokoladen med, for en mere chokoagtig bund.

Smelt smør i microen og bland de godt sammen med massen.

Jeg plejer at smide det hele i foodprocesseren. Fordi det er nemt!

Kom massen i et fad med kant, og pres massen ud, så det bliver til en solid bund.

Sådan laver du cremen:

Pisk friskost med flourmelis og vaniljesukker. Pisk fløden til skum og rør det forsigtigt sammen til en ensartet masse, og læg det oven på bunden.

Forslag til topping:

  • Masser af frisk frugt skåret i stykker. Jo flere forskellige farver, jo flottere.
  • Æbler i små tern, blandet med knuste makroner og mørk chokolade
  • Revne gulerødder. Enten naturel eller blandet med et par dråber sødemiddel eller flydende honning.
  • Assorteret chokolade: hakket, rent chokolade, knuste Maltesers, hele Toffifee

Allerede nu har du en lækker kage i en fart, men du kan lave hundredevis af variationer af denne kage. Leg med det du har.

supernem no-bake cake

Jeg har flg. forslag til lækre variationer, og du kan helt sikkert selv finde på flere.

Forslag til variationer af bund:

  • I stedet for Digestive og Chokolade kan du bruge cookies
  • Du kan bruge blendede Oreo’s. Kom lidt ekstra vanilje i cremen og pynt med knækkede Oreo’s.
  • Erstat smør med Bailey. Så skal massen have lov at trække lidt inden du lægger creme på, og den bliver lidt mere porøs. Men det smager lækkert.
  • Kom nødder, mandler, makroner – eller hvad du nu har – med i bunden.

Forslag til variationer af creme:

  • Kom 10 knuste makroner i cremen. Det giver lige et touch af noget særligt.
  • Rør godt med knuste “rutebiler” i cremen, og spar lidt på toppingen.
  • Rør marmelade eller en hjemmelavet bærgrød i cremen. Pas på, den ikke bliver for flydende. Husk at piske flødeskummet ekstra godt (uden det bliver til smør) , og kom kun lidt grød i af gangen. Pynt med bær af samme slags.

nem og hurtig kage der ikke skal bages

Share: